24. juni 2010
Økonomi- og Erhvervsminister, Brian Mikkelsen landede sent i går aftes en fælles erklæring fra 40 lande. Landene er enige om, at regeringer bør fremme virksomheders arbejde med samfundsansvar.
I denne uge er 1200 erhvervsledere, regeringsrepræsentanter, NGO’ere og forskere fra næsten 100 lande samlet til topmøde i New York i regi af verdens største initiativ for virksomheders samfundsansvar, FN’s Global Compact.
FN har udpeget Danmark som et fremragende eksempel på, hvad regeringer kan gøre for at fremme samfundsansvar. Derfor var Brian Mikkelsen vært for et stort ministermøde, der sluttede sent i går aftes dansk tid. Ministermødet mundede ud i en fælles erklæring, hvor ministrene opfordrer virksomheder verden over til at tage deres samfundsansvar alvorligt og bidrage til at løse globale udfordringer.
De 125 regeringsrepræsentanter er enige om, at regeringer også spiller en afgørende rolle på området. Regeringer bør skabe gode rammevilkår for virksomhedernes indsats, indgå i partnerskaber, fremhæve gode eksempler og udvikle redskaber.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:
”Jeg er stolt over, at FN peger på Danmark som frontløber inden for samfundsansvar. Vi har sat klare politiske mål for samfundsansvar og stiller information, uddannelse og redskaber til rådighed for virksomhederne. Vi har skabt mere åbenhed ved at gøre det lovpligtigt for de største danske virksomheder at fortælle om samfundsansvar i deres årsrapport. En lov der har vakt stor international opmærksomhed.”
Kontaktperson: Pressesekretær i Økonomi- & Erhvervs Ministeriet, Erik Ljungren, tlf. 40 18 43 46 eller mail