5. marts 2010
Det ottende forhandlingsmøde om den internationale standard for samfundsansvar og bæredygtighed, ISO 26000, afholdes i København til maj. På mødet vil 400 delegerede forhandle et endeligt udkast på plads.
Siden 2005 har 400 delegerede fra mere end 90 lande afholdt syv forhandlingsmøder om en international standard for samfundsansvar, ISO 26000.
Det ottende forhandlingsmøde om standarden skal holdes i København til maj.
Efter en afstemning i februar går udviklingen af standarden ind i sin afgørende fase. Det betyder, at mødet i København bliver det sidste i rækken, før et endeligt udkast er på plads. Det forventes så, at standarden kan udgives sidst på året.
Det bliver mødefaciliteterne på Scandic Copenhagen, der kommer til at danne ramme om forhandlingsmødet i København.
Ud over selve ISO-mødet, vil der blive afholdt en håndfuld sideløbende begivenheder i anledning af mødet. Virksomheder og organisationer har fortsat mulighed for at byde ind med arrangementer, der kan indgå i dette program. Kontakt i Center for Samfundsansvar, hvis din organisation er interesseret at være med.
ISO 26000-standarden vil fungere som en vejledning til virksomheder, der ønsker at arbejde systematsk med aktiviteter om samfundsansvar og bæredygtighed.
Forhandlingsmødet i København afholdes af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Dansk Standard i samarbejde med bl.a. Novo Nordisk, SAS og Scandic Copenhagen.