Samfundsansvar.dk
  • Dansk
  • English
  • Share
  • RSS
  • PrintPrint




22. februar 2010

EMAS 3 gør virksomheder grønnere globalt

EU’s miljøcertificering udkom i januar i en tredje version – EMAS 3, der gør det muligt for virksomheder at opnå certificering, selvom aktiviteterne helt eller delvist er placeret uden for EU.

For første gang kan danske virksomheder nu få EMAS-registeret både underleverandører og de dele af virksomheden, som ligger udenfor EU's grænser. I januar trådte tredje version af EU's miljøcertificeringsordning i kraft. Den gør det muligt for virksomhederne at sikre, at selv det yderste led i leverandørkæden har en grøn profil.

"Det her er et kæmpe spring fremad, da danske virksomheder med EMAS 3 kan sikre sig, at de miljøledelsesstandarder virksomhederne selv følger, også bliver fulgt af leverandører og underleverandører. Det er både til gavn for miljøet og økonomien," siger fuldmægtig fra Miljøstyrelsen Kasper Remmen Dirckinck-Holmfeld på styrelsens hjemmeside.

Blåstempling af virksomhedens miljøarbejde

EMAS er EU’s Miljøledelsescertificering. Som certificeret virksomhed viser man sine kunder og sin omverden, at man lever op til EU’s krav om miljøledelse.

"EMAS er det mest ambitiøse miljøledelsessystem en virksomhed kan indføre. Derfor er en EMAS-registrering en vigtig blåstempling af virksomhedens miljøarbejde," siger Kasper Remmen Dirckinck-Holmfeld på www.mst.dk.

At indføre EMAS betyder, at virksomhederne får overblik over energi- og ressourceforbruget og mængden af affald, der produceres. Det gør det lettere for virksomhederne at finde ud af, hvor de skal sætte ind for at begrænse forbruget af ressourcer og dermed reducere miljøpåvirkningerne.

Men EMAS indebærer også, at virksomhederne tager hånd om de indirekte miljøpåvirkninger fra eksempelvis leverandører og kunder, som de ikke direkte har kontrol over, men som de kan påvirke. Her kan man fx opfordre disse til at begrænse deres miljøpåvirkninger og fx indføre EMAS som miljøledelsessystem.

Som EMAS 3 registreret virksomhed bliver ens miljøperformance målt i forhold til et benchmark niveau, udarbejdet på baggrund af best practise inden for miljøledelse på virksomhedens område.

Virksomhedens miljøperformance måles på forskellige indikatorer som energieffektivitet, materialeudnyttelse og emissioner (klimagasser og luftforurening).

Den nye ordning trådte i kraft d.11. januar 2010. I dag er der 90 EMAS-registrerede virksomheder i Danmark.

Hold dig opdateret

Arrangementer

Du kan bl.a. finde oversigter over arrangementer om virksomheders samfundsansvar på følgende sider:

Danske nyhedskilder