3. november 2009
Den 20. november fylder FN's Børnekonvention 20 år. I den anledning afholder en række NGO'er et seminar om børnearbejde og fokuserer blandt andet på formidlingen af "den gode historie".
I anledning af Børnekonventionens 20 års dag inviterer U-landsorganisationen IBIS, Red Barnet og de to NGO netværk Børne- og ungenetværket og Uddannelsesnetværket til seminar med overskriften: "Hvordan kan virksomheder, frivillige organisationer og pressen samarbejde om at sætte en stopper for børnearbejde?"
Seminaret lægger op til debat ved at stille skarpt på ’den gode historie’: Hvornår gør vi det godt? Og hvordan kan de historier formidles i pressen og bidrage til at fremme både virksomhedernes sociale ansvar og NGO’ernes indsats?
Programmet byder på input og gode historier fra danske virksomheder, NGO´er og repræsentanter fra pressen – og på tid til diskussion om både dilemmaer og muligheder.
Tid og sted: 23. november 2009 i Vartov, Farvergade 27, 1463 København K
Tilmelding: Sendest den 18. november via Uddannelsesnetværkets hjemmeside