Når danske virksomheder generelt er langt fremme, med hensyn til at integrere samfundsansvar i deres aktiviteter, er det bemærkelsesværdigt, at det blot er 26 pct. af danske virksomheder, som kommunikerer om deres arbejde med samfundsansvar (Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 2008). Der er derfor en risiko for, at virksomhedernes interessenter ikke kender til virksomhedernes indsats, og at virksomhederne dermed ikke at drager maksimal fordel af deres indsats.
For at få det maksimale udbytte af deres samfundsansvar bør virksomhederne kommunikere og redegøre for deres arbejde med samfundsansvar og hvad de har opnået. Man kan sige at virksomheder, som arbejder med samfundsansvar uden at redegøre for det til sine interessenter, har en skjult værdi i virksomheden. Ved at redegøre, kan denne værdi bringes frem i lyset og blive et aktiv for virksomheden. Lovkravet om redegørelse for samfundsansvar er tilknyttet årsrapporten, fordi det kan støtte regnskabsbrugerne i deres økonomiske beslutninger.
Mange virksomheder afholder sig muligvis fra at fortælle om deres samfundsansvar, fordi de er bange for at gøre sig selv til genstand for opmærksomhed fra pressen og NGO’ers side. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at virksomhederne kan stå inde for de oplysninger, de giver i redegørelsen. Arbejdet med samfundsansvar er ofte forbundet med dilemmaer, der er komplekse og indeholder mange facetter. Hvordan skal en virksomhed for eksempel forholde sig til børnearbejde hos underleverandører i 3. verdenslande?
Så længe virksomhederne derfor forholder sig til de problemstillinger de møder, og fortæller åbent om overvejelserne bag en given handling, vil der ofte være en anerkendelse af at ikke alt er perfekt fra dag ét. Det væsentlige er at virksomheden er indstillet på at arbejde for en forbedring af problematiske forhold, og at virksomhedens arbejde med samfundsansvar er en løbende, fremadskridende proces, hvor virksomheden gradvist udbygger sin indsats.
Blandt de mulige fordele ved at redegøre er:
"Vi bruger det [redegørelse om samfundsansvar] som en mulighed for at kommunikere NORDENs holdning til vigtige emner som klima og menneskerettigheder til vores eksterne interessenter (…) Vores kunder har også vist interesse, særligt i klimaudfordringen, men indtil videre retter vi primært vores klimakommunikation mod investorerne,” Peter Sand, senior analyst i D/S NORDEN
(Kilde: PricewaterhouseCoopers' Sustainability Quarterly, aug. 2008)
”Vi arbejder med CSR, fordi vi mener, at det giver god forretningsmæssig mening. Det hjælper os med at tiltrække og fastholde investorer, kunder og medarbejdere. CSR-rapporten er en af de kommunikationskanaler, vi anvender for at fortælle om vores indsats,” Anne Søgaard Melchiorsen, CSR Manager, Danske Bank
(Kilde: PricewaterhouseCoopers' Sustainability Quarterly, aug. 2008)
"I begyndelsen synes jeg ærligt talt, at det var noget besværligt og unødvendigt. Men da vi var færdige med arbejdet med CSR-rapporten, havde det bidraget til, at vi havde meget mere systematik i tingene og fokus på det vigtigste”. Bjørn Albinus, adm. direktør, Cheminova
(Kilde: PricewaterhouseCoopers' Sustainability Quarterly, mar. 2008)