Samfundsansvar.dk
  • Dansk
  • English
  • Share
  • RSS




AA1000

AA1000 serien er standarder til interessentdialog udviklet af AccountAbility. Anvendelse af AA1000 ligger ud over lovkravet, men kan benyttes som inspiration i forbindelse med virksomhedens arbejde med FN’s principper.

AA1000 bygger på tre principper: Involvering, væsentlighed og lydhørhed. Standarderne kan bruges af forskellige typer organisationer fra multinationale virksomheder til små og mellemstore virksomheder, regeringer og organisationer i civilsamfundet.

Konkret definerer AA1000 en række handlinger, som de mener virksomheder bør foretage:

  • etablere en strategi baseret på en omfattende og balanceret forståelse af og respons på væsentlige temaer og interessenternes krav og forventninger
  • etablere mål og standarder, som strategien kan måles i forhold til
  • offentliggøre en redegørelse for strategi, mål, standarder og performance til interessenter, der baserer deres handlinger og beslutninger på denne information.

Det første princip, involvering, handler om interessenternes deltagelse i at udvikle og opnå en ansvarlig og strategisk respons på bæredygtighed. Fokus er på at involvere interessenterne i beslutningsprocessen i forbindelse med virksomhedens virke og udvikling. Involvering kræver en defineret proces for interessenternes deltagelse, samt en løbende kortlægning af, hvem der er de relevante interessenter, hvilke behov, krav og forventninger, de har, og måden hvorpå de bedst involveres i beslutningsprocessen.

Væsentlighed handler om at bestemme relevansen og betydningen af et område for virksomheden og dens interessenter. Et væsentligt område er et, der vil påvirke beslutninger, handlinger og performance for en virksomhed eller dens interessenter. Det er vigtigt at holde for øje, at det er virksomheden, der er ansvarlig for at vurdere, hvad der er væsentligt - ikke dens interessenter. Det er det forretningsdrevne samfundsansvar, der er udgangspunktet. Der lægges dermed vægt på, at virksomheden agerer strategisk i dens håndtering af bæredygtighedsemner.

Lydhørhed er virksomhedens respons på de krav og forventninger, der er rejst af interessenterne. En virksomhed har naturligvis ikke ubegrænsede ressourcer, og derfor må dens respons på interessenterne nødvendigvis prioriteres. Denne prioritering sker i forhold til både virksomhedens generelle strategi og i forhold til interessenternes krav og forventninger.

 
Det handler altså om, at de tre principper skal være en integreret del af hele virksomhedens måde at tænke og arbejde på. Hermed menes, at de tre principper ikke alene bruges af ledelsen. De anvendes derimod bredt og kontinuerligt af virksomhedens øvrige medarbejdere.

Download som PDF

Den fulde vejledning er ikke udgivet som trykt publikation, men kan læses her på siden, eller downloades som PDF.

Kort version

Der er udarbejdet en kort version af vejledningen, målrettet bestyrelse og direktion. Denne kan både bestilles i trykt udgave eller downloades.