Samfundsansvar.dk
  • Dansk
  • English
  • Share
  • RSS
  • PrintPrint




Hvad er forretningsdrevet samfundsansvar?

Samfundsansvar skaber størst værdi for en virksomhed, når det supplerer virksomhedens kerneforretning, og når samfundsengagementet er en integreret del af virksomheden og dens processer. Forretningsdrevet samfundsansvar handler om at vælge de aktiviteter, der er i overensstemmelse med virksomhedens værdier og udfordringer, og som skaber værdi.

Vejledningens fokus på forretningsdrevet samfundsansvar handler ikke om at underkende den store indsats, som virksomheder, investorer og en række frivillige, private organisationer yder for at bidrage til en positiv samfundsudvikling, uden at det nødvendigvis forbedrer konkurrenceevnen. Tværtimod er disse brede og almennyttige tiltag med deres samfundsmæssige værdi ligeledes væsentlige, og denne indsats kan beskrives side om side med virksomhedernes forretningsdrevne tilgang til samfundsansvar.

For mange virksomheder vil der typisk være tale om at fokusere og forbedre en indsats, virksomheden i forvejen gør. På denne måde kan samfundsansvar blive en naturlig del af forretningsstrategien, der også tænkes ind i nye aktiviteter. Netop når virksomhedens samfundsansvar tager udgangspunkt i dens kerneforretning, kan det betegnes forretningsdrevet samfundsansvar.

Den væsentligste fordel ved forretningsdrevet samfundsansvar er, at virksomhedens særlige viden og kernekompetencer udnyttes aktivt til gavn for både virksomheden og for samfundet. Samtidig integreres samfundsansvar i hele virksomhedens organisation. På den måde hjælper virksomheden med at imødekomme samfundsmæssige problemstillinger, samtidig med at der skabes nye vækstmuligheder for virksomheden selv.

Virksomheder kan for eksempel:

  • stille krav til leverandører om at overholde menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder og aktivt samarbejde med leverandører om at integrere disse krav med henblik på at forbedre sociale og miljømæssige forhold. Det kan forbedre både kvalitet og leverandørsikkerhed.
  • arbejde med klima- og miljøledelse i form af et systematisk klima- og miljøarbejde, nedsætte råvare- og energiforbruget eller investere i miljø- og energieffektiv teknologi. Det kan reducere virksomhedens omkostninger til for eksempel energi, kemikalier, CO2-afgifter og lignende.
  • udvikle nye produkter eller ydelser, der indeholder en social eller miljømæssig dimension. Det kan give virksomheden adgang til nye markeder og mulighed for at differentiere sig fra sine konkurrenter.
  • forbedre arbejdsvilkår og arbejdsmiljø internt i virksomheden. Det kan give mere engagerede og motiverede medarbejdere og gøre det muligt at tiltrække og fastholde medarbejdere.
  • kommunikere aktivt om arbejdet med samfundsansvar til kunder, forbrugere, interesseorganisationer og andre interessenter. Det kan dels bidrage til øget arbejde med samfundsansvar hos disse aktører, og dels give virksomheden et bedre omdømme.

Nedenstående figur giver et udsnit over mulige fordele for virksomheden ved samfundsansvar:

Figur: Fordele ved forretningsdrevet samfundsansvar