Kravet om redegørelse for virksomhedens politikker for samfundsansvar fremgår af årsregnskabslovens § 99 a, jf. lov nr. 1403 af 27. december 2008. Oplysningskravet omfatter store virksomheder i regnskabsklasse C og virksomheder i regnskabsklasse D. Pligten til at redegøre for dette gælder fra og med regnskabsår, der starter den 1. januar 2009.
Store virksomheder i regnskabsklasse C er virksomheder, som overskrider mindst to af nedenstående tre størrelsesgrænser:
Disse tre størrelsesgrænser gælder for den enkelte virksomhed, ikke for hele koncernen. De oplyste størrelsesgrænser følger af årsregnskabslovens § 7.
Regnskabsklasse D omfatter virksomheder, der har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS land og statslige aktieselskaber.
Det er virksomhedernes egen opgave at gøre sig klart, hvilken regnskabsklasse de tilhører. Hvilken regnskabsklasse man som virksomhed tilhører, har flere steder i årsregnskabsloven betydning for, hvorvidt man er omfattet af et oplysningskrav.
Loven indeholder imidlertid visse undtagelser for virksomheder, der indgår i en koncern.
Modervirksomheder kan således undlade at give redegørelsen for samfundsansvar i sit eget årsregnskab, hvis virksomheden udarbejder koncernregnskab og heri giver redegørelsen for koncernen som helhed.
Dattervirksomheder er fritaget for at redegøre for samfundsansvar, hvis modervirksomheden oplyser om samfundsansvar for hele koncernen. Der kan her både være tale om, at redegørelsen gives af den umiddelbare overliggende modervirksomhed eller en højereliggende modervirksomhed. I denne situation er det frivilligt for dattervirksomheden, om den vil henvise til redegørelsen i modervirksomhedens koncernregnskab. Det er ligeledes frivilligt for dattervirksomheden, om den vil vedlægge koncernregnskabet, hvori redegørelsen indgår.
En dansk dattervirksomhed i en udenlandsk koncern er dog kun fritaget for oplysningskravet, hvis modervirksomheden giver disse oplysninger i et offentligt tilgængeligt koncernregnskab. Hvis dette ikke er tilfældet, skal dattervirksomheden medtage redegørelsen i sin egen årsrapport eller i en supplerende beretning eller på virksomhedens hjemmeside.
Institutionelle investorer, investeringsforeninger og børsnoterede finansielle virksomheder skal også oplyse om deres samfundsansvar. Det følger af § 132, i bek. nr. 1310 af 16/12 2008, § 135 i bek. nr. 1305 af 16/12 2008 og § 24 i bek. nr. 1307 af 16/12 2008.
Virksomheder, der har tilsluttet sig FN’s Global Compact eller FN’s Principles for Responsible Investment, og som offentliggør en fremskridtsrapport eller et udfyldt spørgeskema i forbindelse hermed, er fritaget for pligten til at udarbejde en redegørelse for samfundsansvar. For at kunne anvende undtagelsen skal virksomheden have offentliggjort en fremskridtsrapport eller et udfyldt spørgeskema, som dækker det pågældende regnskabsår. Fremskridtsrapporten skal være i overensstemmelse med FN’s anbefalinger til fremskridtsrapportens indhold.
Ønsker virksomheden at anvende denne undtagelse, skal virksomheden oplyse i ledelsesberetningen, at den anvender denne undtagelse. Desuden skal det tydeligt fremgå af ledelsesberetningen, hvor fremskridtsrapporten er offentlig tilgængelig.
For virksomheder, som rapporterer til FN’s Global Compact, er fremskridtsrapporten tilgængelig på Global Compact’s hjemmeside. I ledelsesberetningen kan der eksempelvis henvises til virksomhedens egen hjemmeside, hvor der er anført et link til en offentliggjort fremskridtsrapport på Global Compact’s hjemmeside.